Kandidat Per Nørgaard Andersen i Dragør.

Liberal Alliances plan for Dragør.

De 3 mærkesager vi går til valg på er; Ja til Syd Amager, Ja til UNESCO/vækst, Ja til service og nej til bureaukrati.

Overordnet set er jeg af den overbevisning at Dragør vil være bedre stillet ved en sammenlægning med Tårnby Kommune – argumenterne er mange og på fortrinlig vis fremført af andre lokalpolitikere fra Dragør, som jeg er enig i, og ikke ser grund til at gengive.

Prøv at se kommunen som et smukt gammelt hus – du vil gerne bevare det smukke hus i mange år fremover. Men fundamentet er vakkelvornt og så er det utilstrækkeligt at renovere kvisten på lang sigt.

Jeg tænker at dersom Dragør fortsætter som selvstændig kommune de kommende 20 år vil det blive en periode som de seneste 20 år med skrantende økonomi, manglende handlemuligheder for vores fællesskab og nedadgående service til beboerne på alle serviceområder. Det kan vi ikke være tjent med.

Søren Hvalsø skriver på glimrende vis om problemerne i hans læserbrev ”Vores selvstændighed trues” i Dragør Nyt den 22.september og slutter så på forunderlig vis af med at lovprise Dragørs selvstændighed? Dog ledsaget af en opfordring til de kommende politikere om at være konkrete i deres udmeldinger om de fremtidige muligheder og tiltag. Og det er jo nok her det kniber – for i realiteten vil et selvstændigt Dragør næppe være i stand til at løse de store udfordringer vi har omkring kystsikring, vandforsyning, infrastruktur, miljø og affaldshåndtering, udvikling af havnen og havneområdet.

Liberal Alliance i Dragør har således fundet det fornuftigt at gå i valgforbund med nogle af de andre partier i Dragør Kommune med samme holdning – Radikale Venstre og Syd Amagerlisten.

Hvis man spørger tilfældige mennesker i Danmark om de kender Skagen – vil jeg dels postulere at de for deres indre ser et lyst billede af et fiskerleje med ældre gule huse og røde tegltage og både smuk og idyllisk. Nærmest præcis samme oplevelse postulerer jeg er tilfældet med Dragør. Og det er dét DNA Dragør er skabt af – og det skal vi værne om og passe på.

Det mener jeg bedst vi gør ved at beskytte Dragør ved at sige ja til en ansøgning til UNESCO om at bevare Dragør som verdenskulturarv. En sådan beskyttelse ser jeg som fundamentet for den vækst og udvikling der nødvendigvis må ske omkring infrastruktur, parkering, havnens udvikling og styrkelse af turisme erhvervet i Dragør. Konkret ser jeg mulighed for at føre Metroen til Dragør, enten under lufthavnen eller øst omkring lufthavnen. Sidstnævnte vil åbne mulighed for at strækningen kan servicere de parkeringspladser der eksisterer/skabes mellem lufthavnen og Øresund.

Kystsikring kan også kombineres med både infrastruktur og rekreation. Amager Strandpark er et godt eksempel på dette. Rundt omkring i verden er der lavet store arkitekttegnede parkeringshuse, som udover at være funktionelle er en fryd for øjet. Det kan vi også i Dragør – uden at det kommer til last for udsigten og beboerne i den gamle del af Dragør. Det er imidlertid nogle projekter som bedst kan løftes af en større Syd Amager kommune i samarbejde med staten og med finansieringsmuligheder fra fonde.

Der skal aldrig være tvivl om eksistensgrundlaget; kommunen og dens ansatte er sat i verden til at forvalte vores fællesskab og servicere vores ønsker og behov som både borgere og virksomheder. Liberal Alliance siger JA til service, men nej til unødvendigt bureaukrati. Kommunen skal være åben og tilgængelig og forvalte vores fællesskab effektiv – dette ser vi bedst håndteret og sikret i en ny Syd Amager kommune.

Så hvis du er enig i ovenstående synspunkter skal du stemme på Liberal Alliance den 16.november – ikke for min skyld; men for din egen.

Per Nørgaard Andersen

Kandidat til kommunalbestyrelsen for Liberal Alliance.