Generalforsamling i Liberal Alliance, Dragør

I onsdags, den 3. maj 2017 afholdtes endnu engang den årlige generalforsamling i Liberal Alliance, Dragør. Den lokale partiforening, der etableredes i 2012, kort før sidste kommunalvalg i 2013, har i de forløbne år formået, at markere sig og være synlige i debatten i Dragør.

Året der gik
Generalforsamlingen foregik på Dragør rådhus og formand Trine Søe kunne byde velkommen til de fremmødte med en beretning, der bl.a. indeholdt omtale af de mange lokalpolitiske markeringer, Liberal Alliance, Dragør, har bidraget med i det seneste år, ikke mindst gennem vores spidskandidat, byrådsmedlem og tidligere borgmester Asger Larsen.

Formanden glædede sig meget over den konsensus og gode vilje, der præger lokalforeningen. Nye medlemmer er det også blevet til, og Trine Søe kunne konstatere, at bestyrelsen arbejder godt og aktivt sammen med Asger Larsen.

Liberal Alliance forsøger så, at sige, at være økonomiens vogter og sætter ofte fingeren på økonomisk uansvarlige forslag, kræver svar fra forvaltningen, når budgetter overskrides eller når vi får kritik fra de kontrolmyndigheder, der holder øje med kommunernes forvaltning.

Senest markerede vi os kraftigt i forbindelse med kommunens påtænkte (meget dyre) leje af private villaer til flygtninge, nogle med havudsigt. Det blev forpurret.

Det rundhåndede flertal i kommunalbestyrelsen har fremlagt forslag til anvendelse af hele 60.000 kroner til etablering af to helt simple vejbump, hvilket Liberal Alliance naturligvis har protesteret mod. Er hastighedsbegrænsningen nødvendig, må det kunne gøres billigere. Fordi der er likviditet, skal pengene ikke klattes væk.

Kommunen har ”for mange penge” i kassen. Nogle kommunalpolitikere ønsker, at bruge pengene, men vi ved, der kommer en dag, hvor renterne stiger og vi virkelig får problemer med kommunens store gæld, oprindelig skabt i Liste T’s tid ved roret i Dragør. Liberal Alliances Asger Larsen har således foreslået, at 40-50 millioner kroner af kommunens overskudslikviditet, anvendes til nedbringelse af kommunens gæld og et tilsvarende beløb til sænkning af grundskylden, en mærkesag for Liberal Alliance.

LA Dragørs nye bestyrelse
Trine Søe blev enstemmigt genvalgt til formand og Bent Kofod blev valgt til næstformand. Yderligere fem medlemmer blev valgt til LA Dragørs bestyrelse.

Kandidater til kommunalvalget
Blandt de tilstedeværende blev også valgt kandidater til KV17. Spidskandidat er Asger Larsen og desuden opstiller Torben Kristensen, David A.S. Jacobsen, Thomas Koch, Lau Laustsen og Bent Kofod. Interesserede medlemmer blev opfordret til, at søge opstilling på et kommende suppleringsmøde.
Asger Larsen er desuden opstillet for Liberal Alliance ved regionsrådsvalget.

Politisk drøftelse
Ved generalforsamlingerne er indført et fast punkt: ”Politisk drøftelse”, hvor debatten gik livligt. Desforuden afholdes de fleste bestyrelsesmøder gennem året åbne, således at medlemmerne kan få et godt indblik i, hvordan dagsordnerne er sammensat og hvordan møderne afvikles. Det skulle også gerne få flere til, at melde sig under det økonomisk ansvarlige liberale banner og måske endda få lyst til, at deltage i bestyrelsesarbejdet.

KV17, den 21. november 2017
Med vælgernes opbakning ved det kommende kommunalvalg, vil Liberal Alliance i endnu højere grad kunne medvirke til, at holde de gavmilde byrødder på dydens smalle sti, og dermed sikre Dragør en god økonomi; grundlaget for velfærd og selvbestemmelse.

Torben Kristensen

 

Kandidaterne til KV17